At rengøre køkkenet er en af de tilbagevendende opgaver i ethvert hjem. Der er dog ingen grund til at bruge mere tid på rengøringen end højst nødvendigt. Derfor får du her en række gode tips til et rent køkken – med mindst muligt besvær.

Et rent køkken er ikke bare en hygiejnisk nødvendighed. Det ser også flot ud, når alle overflader skinner og hele rummet dufter rent og indbydende. Hvis du først kender de rigtige tips til, hvordan du holder køkkenet hygiejnisk, velduftende og visuelt indbydende, går det i øvrigt som en leg.

Brug de rigtige rengøringsmidler

Det rigtige rengøringsmiddel gør det halve arbejde. Derfor kan du også nemmere fjerne fedtstænk på rustfrit stål og fastbrændt snavs i ovnen, hvis du har et specialudviklet rengøringsmiddel til formålet i hænderne.



Husk dog altid at læse produktets sikkerhedsforskrifter og brugsvejledning, inden du går i gang. Nogle rengøringsmidler kræver eksempelvis at du benytter handsker, mens nogle materialer og overflader ikke tåler brug af eksempelvis skuresvampe.

Anskaf en skraber til dit glaskeramiske komfur

Det er næsten umuligt at undgå at brænde maden på engang imellem. Fastbrændt mad, kogevand eller måske endda mælk kan dog være temmelig besværligt at fjerne fra det glaskeramiske komfur. Her er en skraber, udviklet til formålet, uundværlig. Med den kan du skrabe selv meget fastbrændt snavs af på en sikker måde – uden at du risikerer at ridse overfladen.

Skraberen kan desuden også bruges til at fjerne kalk omkring vandhaner på porcelænsvaske og lignende hårde materialer. Du kan finde en skraber til dit komfur hos Quickparts.dk

Brug citronsaft som afkalker

Naturens helt egen kalkfjerner, citronsaft, er både billig, miljøvenlig og sikker at bruge. Den er desuden meget alsidig, fordi du også kan bruge den til udstyr, der kommer i direkte kontakt med fødevarer. Den indeholder nemlig ingen skadelige stoffer.

Du kan eksempelvis nemt afkalke elkedlens varmelegeme ved at koge en halv liter vand tilsat en flaske citronsaft i den. Samtidig fjernes kalk omkring vandhanen simpelt ved at fugte nogle stykker køkkenrulle og placere disse omkring armaturet. Efter 10 minutter kan kalken nemt skrubbes af med en blød skuresvamp.

Udnyt din opvaskemaskine

Hvis du har en opvaskemaskine, kan den nemt være din ekstra rengøringshjælp. Du bruger den allerede til dit bestik og service – men den er også yderst anvendelig til mange af hvidevarernes enkeltdele. Har du plads til overs i opvaskemaskinen, så sæt glashylderne fra køleskabet i. Eller grøntsagsskuffen. Dørpakningen ved ovnen kan også vaskes i opvaskemaskinen og det samme gælder emhættens filter.

Er delene meget fedtede, får du dog det bedste resultat, hvis du lægger dem i blød i varmt vand og rengøringsmiddel i nogle timer først.

Hold køkkenskabet med skraldeposen rent

En af de største syndere i forhold til et ildelugtende køkken, er det skab, du opbevarer skraldespanden i. Det er nemlig svært at undgå, at der engang imellem falder stykker af æggeskaller eller kartoffelskræl ned i skabets bund. Indersiden af lågen bliver desuden også tit ramt af overskydende kaffe fra kaffefilteret eller kødsaft fra fryseposen. Alt sammen noget, der kan komme til at lugte med tiden.

Sørg derfor for at tørre op med det samme, hvis du opdager det – og gør det til en vane at tørre skabet over med en klud, hver gang du gør det øvrige køkken rent.

Husk greb og håndtag

I forhold til hygiejnen i køkkenet er det vigtigt, at du også husker at tørre håndtag og greb af, når du gør rent. Køleskabets håndtag er faktisk et af køkkenets mest bakteriefyldte steder, fordi mange hænder har fat i det dagligt.

Derfor bør det jævnligt rengøres med vand og rengøringsmiddel. Brug en ren klud og smid den til vask direkte efter brug. Så flytter du ikke bakterierne til andre steder i køkkenet.



Forebyg – og spar tid i hverdagen

Det tager ikke lang tid at tørre ovnrummet og glaslågen af efter brug, men det tager lang tid at gøre ovnen ren med ovn-rens og en skuresvamp. Hvis du tillægger dig en god vane med at tørre spild op med det samme, og altid rengør bagepladerne efter brug, risikerer du slet ikke gammelt, fastbrændt snavs.

Men vent altid til ovnen er blevet kold, så du ikke kommer til skade.

Pak dine madvarer tilstrækkeligt ind

Til ovenstående råd omkring forebyggelse, hører også korrekt indpakning af fødevarer. Hvis du sørger for at lukke posen med ris efter brug, risikerer du ikke at du skal gøre rent, hvis posen skulle vælte og risene falde ud.

Lægger du fryseposen med hakket oksekød til optøning i en dyb tallerken, forebygger du kødsaft i køleskabet. Du risikerer heller ikke snask i grøntsagsskuffen, hvis du lægger tomater og andre bløde grøntsager i en plastbeholder.

Brug støvsugeren til krummer

Krummer og andre små stykker af tørre madvarer kan være svære at få op af brødskuffen eller ud af køkkenskabet. Når de bliver våde, klistrer de nemlig og stritter derfor nærmest imod.  Du kan dog nemt løse det ved at støvsuge krummer, løse havregryn og rasp op i stedet.

Husk dog udelukkende at benytte metoden til tørvarer. Indtørret kød og ost eller våde fødevarer vil få støvsugerposen til at lugte.

Snyd – hvis tiden er knap

Synligt snavs forsvinder ikke, men du kan give indtrykket af et rent køkken, hvis du putter lidt vand opblandet med et velduftende rengøringsmiddel i en blomsterforstøver. Herefter sprøjter du blot et par stænk ud i rummet, inden du får gæster. Du kan også selv lave en mere permanent duftfrisker ved at vride en klud op i eksempelvis Ajax og efterfølgende lægge den på varm radiator.

Så breder luften af renhed sig hurtigt – og i kombination med de 9 øvrige råd har du dermed et køkken, der både tager sig flot ud og er dejligt at opholde sig i.