At huske en værtindegave er god kutyme, når du er blevet inviteret til et arrangement. Stort som lille. Mange kommer med en buket blomster, en æske chokolade eller en flaske, men vil du gerne være lidt ud over det sædvanlige, så får du her 10 tips til, hvordan du finder gode værtindegaver.

Vil du ikke være en lemming og følge alle de andre, så tænk ud af boksen. Det er nemmest, hvis du kender din værtinde, men det kan sagtens lade sig gøre, selvom det er første gang. Læs tippene, og brug dem, så er du godt på vej. Kan du stadig ikke finde på den perfekte værtindegave, så find en masse idéer her.

Hvad er anledningen?

En gave til værtinden skal passe til anledningen. Der er forskel på, om du er inviteret til stort bryllup hos chefens datter, eller du er blevet inviteret på kaffe og kage hos naboen.



Hvis gaven er for ”overdådig”, kan du komme til at virke pralende, og det bliver ubehageligt for modtageren. Hvis du er kommet med en kæmpe kurv med likør, frugt og chokolader til naboens uformelle kaffeslabberas i haven, så synes de nok, at det er lidt for voldsomt. For hvad skal de så give dig, når du inviterer dem ind.

Omvendt er en pose fuld af dine tulipanløg fra haven måske lidt malplaceret til brylluppet på slottet.

Modtagerens relation til dig

Hvor meget eller hvor lidt du kender modtageren, har stor betydning for valg af gave. En gave kan blive for personlig – og dermed akavet at modtage – hvis I ikke rigtig kender hinanden.

Du kan for eksempel godt give brormand en T-shirt med en sjofel tekst og tegning på, når han inviterer til grill i haven, men du skal nok afholde dig fra at give din svigermor det samme, første gang du er til middag dér.

Hvorfor overhovedet komme med noget?

Gør dig klart, om du overhovedet skal have en gave med. Er du inviteret til fødselsdag hos singlen, så er det ikke absolut nødvendigt med anden gave end fødselsdagsgaven.

Omvendt så kunne en flaske vin eller øl – måske jeres fælles favorit – være en flot gestus. I kan jo altid dele den senere.

Hvem er værtinden?

Værtinden er ikke altid æresgæsten. Værtinden kan sagtens være en ægtefælle, forældre eller en søn eller datter – og ja, det hedder en værtindegave også selvom værten er en mand eller et par. Definitionen på en værtindegave er nemlig: En genstand/gave, som bliver givet som tak for invitationen.

Hvis du således forventer, at det er konen, der har stået for at bage boller, lægge lagkage sammen og dække bord, når manden har fødselsdag, ja, så er det god skik at tage en værtindegave med til hende.

Værtindegave til hele familien

Men er du i tvivl om, hvem der egentlig er vært eller værtinde, så køb en gave, der kan bruges af alle i familien – fra børn, over hund og kat, til voksne.



Her vil noget drikke- eller spiseligt nok være det nemmeste at gå efter – lidt til børn, lidt til voksne og lidt til kæledyrene.

Ung eller gammel?

Alderen har ikke den store betydning for, hvilken gave du vælger. Efterhånden er alder blevet et flydende begreb, så en begonie vil blive taget lige godt imod af en ung som gammel. Her er det interesser og stil – mere herom senere – og ikke så meget alderen, der betyder noget.

Stilen i hjemmet

Kender du værten eller værtinden godt, kender du sikkert også stilen i hjemmet. Så kan du sagtens vove dig ud i at købe en gave, der passer i farve eller stil til indretningen i hjemmet.

Det behøver det ikke være en dyr mingvase, hvis anledningen passer bedre til en buket lilla og hvide blomster.

Giv en interessant gave

På samme måde som med stilen kender du garanteret også værtindens – eller værtens – interesser, hvis du kender hende/ham særdeles godt.

Har hun hund? Er han Star Wars-fan? Er det et havemenneske? Er det en gourmet? Køb en gave, der matcher modtagerens interesser.

Hvor længe skal gaven holde?

En andet godt spørgsmål at stille dig selv, inden du begiver dig på gaveindkøb, er, om gaven skal være et langvarigt minde – f.eks. en vase eller en stor palme.

Bor modtageren i en lille lejlighed, er det mere hensynsfuldt at komme med noget, der visner eller kan indtages, så det ikke tager plads op.

Det er tanken, der tæller

… eller er det nu også det? Jo, selvfølgelig er det, men alligevel … Den visne buket fra tanken, den er altså ikke specielt egnet. Bevares, den forsvinder hurtigt, men det er ubehøvlet at komme med noget, der burde have været kasseret.

Har du glemt at købe, så har de sikkert en fin æske chokolade eller en flaske på bemeldte tank, som vil være meget høfligere at have med.

Men ét er sikkert, det er ikke prisen, der er den afgørende, det er tanken, der tæller – altså den i dit hoved, ikke den med den visne buket.